Nyhed
Nøglen til spildevandets energi

Nyhed
Knap én million kroner om året – svarende til en forventet elproduktion på ca. 1,3 mio. kilowatt. Det er, hvad Næstved Central Renseanlæg kan opnå ved at udnytte biogassen fra den slam, som anlægget producerer.
Det kræver, at renseanlægget investerer i ny teknologi – en gasmotor og en generator, som skal udnytte biogassen fra slammet. Det kan give en elproduktion, der svarer til 37 procent af anlæggets nuværende elforbrug. Dette forslag er blot ét af mange i en endnu ikke offentliggjort rapport, som NIRAS har udarbejdet for Miljøstyrelsen.
Tre renseanlæg i Randers, Svendborg og altså Næstved har nu fået udarbejdet en række forslag til nye teknologier og løsninger. NIRAS har afholdt workshops på de tre renseanlæg, hvor leverandører og eksperter grundigt har gennemgået anlæggene. Formålet har været at opstille idékataloger over en række nye teknologier, som kan gøre renseanlæggene til nettoenergiproducenter, og at vise hvilke omkostninger og gevinster de nye teknologier vil give.
Sådan kan danske renseanlæg komme til at producere nok strøm til både at forsyne sig selv og endda sælge til andre. Renseanlæggene i Randers, Svendborg og Næstved har taget rigtig positivt imod de skræddersyede idékataloger:
”Mange af vores egne tanker er blevet bekræftet, og jeg håber, at vi nu kan komme videre med at investere i energioptimering,” siger Martin Pedersen, driftsleder for Næstved Central Renseanlæg.
På landsplan er potentialet meget stort. En tidligere analyse fra NIRAS har vist, at Danmarks 674 rensningsanlæg samlet set forventes både at kunne forsyne sig selv med energi og derudover levere 130 GWh som varme eller el til forbrugerne.
”Viljen er der til at handle på potentialet, og renseanlæggene, som har deltaget, er meget dedikerede i denne omstilling. Men der er også nogle rammebetingelser, som skal være tilstede – for eksempel kvaliteten af spildevandet. Hvis der ikke er tilstrækkelig organisk stof i det, kan man ikke lave meget biogas ud af slammet,” siger NIRAS’ projektleder Lars-Christian Sørensen.
I processen med at udarbejde de tre målrettede idékataloger har mange leverandører og rådgivere fra branchen været inviteret med og deltaget i workshops hos de tre renseanlæg – blandt andre Krüger, Envidan, Danfoss, NISSEN energi teknik, Stjernholm, Landia og Xylem Water Solutions.
Det gav en meget lang bruttoliste af forslag, og det har kun gavnet renseanlæggene at få input fra flere forskellige rådgivere og til forskellige løsninger, mener Lars-Christian Sørensen, som er miljøøkonom i NIRAS.